Hollywood-veteranen John Goodman er blevet kvæstet under optagelserne til en ny film med Tom Cruise i hovedrollen.
Det skriver The Independent.
- John Goodman pådrog sig en hofteskade og fik hurtigt lægehjælp. Vi tager nu en pause i optagelserne, så han får tid til at komme sig, lyder det fra en talsperson fra Warner Bros Pictures, der står bag filmen.
Ifølge Deadline gled den 72-årige John Goodman, da han var i gang med at afprøve nogle bevægelser forud for en optagelse i Pinewood-studierne i England. Skaden skulle dog ikke være mere alvorlig, end at filmoptagelserne relativt snart kommer i gang igen.
Filmen, der endnu ikke er udstyret med et navn, instrueres af den Oscar-vindende Alejandro González Iñárritu, der stod bag “The Revenant” i 2015.
John Goodman er blandt andet kendt fra “Roseanne” og “The Big Lebowski” og er også aktuel i Max-serien “The Righteous Gemstones”.