Skuespilleren Norman Lloyd, der er kendt fra flere Alfred Hitchcock-film og utallige tv-serier, døde tirsdag, 106 år gammel.
Lloyd blev født i 1914 i New Jersey og debuterede på det store lærred i 1939. Allerede tre år efter fik han rollen som Nazi-spionen Frank Fry i Hitchcock-filmen "Saboteur", og det er formentlig stadig den rolle, som Lloyd er bedst kendt for.
Han var også kendt for sin rolle som Dr. Daniel Auschlander i 137 episoder af tv-serien "St. Elsewhere” op gennem 1980'erne, hvor han spillede sammen med blandt andre Denzel Washington.
Norman Lloyd spillede også med i Jean Renoir's "The Southerner" (1945), Charlie Chaplins "Limelight" (1952), og "Døde Poeters Klub" (1989) med Robin Williams.
Lloyd medvirkede også i flere opsætninger på Broadway og fungerede som både skuespiller, instruktør og producent. Og han var aktiv også på den anden side af de 100 år. Hans sidste rolle var i 2015.