62-årige Dolph Lundgren skal giftes for tredje gang. Denne gang er den udkårne 24-årige norske Emma Krokdal.
- Vi kan begge lide at træne og have en sund livsstil, og Dolph er meget ung af sin alder, siger Emma Krokdal til den norske avis VG.
Emma Krokdal er jævnaldrende med den ingeniøruddannede, svenske Hollywood-skuespillers ældste datter Ida Sigrid. Hun er 23 år. Dolph Lundgren har desuden datteren Greta Eveline på 18 år.
Dolph Lundgren fortalte om bryllupsplanerne på sin side på Instagram. Til et billede af ham og Emma Krokdal skrev han: "Noget helt særligt skete her i Sverige".
Det fik flere i kommentarfeltet til ønske ham tillykke med hans datter og hendes udkårne.
Dolph Lundgren har endnu ikke udtalt sig nærmere om forholdet, men Emma Krokdal siger til VG, at "så længe familie og folk tæt på os synes, det er ok, er det det eneste, som betyder noget".
Ifølge VG mødte Dolph Lundgren og Emma Krokdal hinanden for et halvt år siden i et træningscenter i Los Angeles, hvor de begge bor.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Dolph Lundgren og Sylvester Stallone
Dolph Lundgren er nok mest kendt for sin rolle som bokseren Ivan Drago i "Rocky IV" (1985), hvor han spiller op mod Sylvester Stallone.
Han har medvirket i James Bond-filmen "A View to a Kill" og kan skrive film som "Creed II" og "The Expendables" på cv'et.
Udover Sylvester Stallone har han spillet sammen med prominente navne som Christopher Walken, Courteney Cox, Jeroen Krabbé, Jean-Claude Van Damme, Keanu Reeves, Roy Scheider, Geri Halliwell, Naomi Campbell, Jerry Springer, Max von Sydow, Jason Statham, Mickey Rourke, Bruce Willis, Arnold Schwarzenegger og danske Brigitte Nielsen - bare for at nævne nogle.
På cv'et kan han også skrive instruktør, model, kampsportsudøver, tidligere vægtløfter, bodyguard og civilingeniør i kemiteknik.
Han har studeret på Washington State University, Kungliga Tekniska Högskolan og University of Sydney.
Han har været sangeren Grace Jones' kæreste og bodyguard, og han har været gift med Peri Momm (1991-1992) og Anette Qviberg (1994-2011).