Det vakte en del furore, da Lars von Trier for et par uger siden kom til at sige nogle knapt så heldige ting om Hitler på et pressemøde i Cannes.
Ved lejligheden sad den kvindelige hovedrolle i Triers nye film Melancholia, Kirsten Dunst, ved hans side og skuttede sig.
Men Dunst forsvarer nu instruktøren og giver skylden til hans dårlige engelsk, skriver WENN.com.
"Han prøvede at få folk til at grine ved at fortælle sin livshistorie, men det var ikke det rette publikum. Han taler ikke engelsk så tit, for han har været i Danmark i lang tid. Det kunne ikke oversættes ordentligt," siger Dunst ifølge WENN.com.
Hun husker dog godt, at hun ikke brød sig om udtalelserne, da hun hørte dem ved pressemødet.
"Jeg blev ked, chokeret og vred, men når alt kommer til alt, er han stadig min ven," siger hun.
Kilde: WENN.com