Ritzau
Opdateret kl. 14:11
Spansk politi gav helt specifikke informationer om, at et angreb var planlagt i Rotterdam onsdag aften.
Det oplyser politichefen i den hollandske storby torsdag.
- Der var konkret information fra det spanske politi om, at et angreb ville blive udført på den aktuelle dato og sted, og at det var rettet mod dette rockband, siger Rotterdams politichef, Frank Paauw, på et pressemøde.
Det amerikanske rockband Allah-Las skulle have spillet i den hollandske by onsdag aften, men koncerten blev aflyst på grund af tippet fra det spanske politi.
Rockgruppens navn har tidligere forårsaget vrede blandt visse muslimer, har et af bandets medlemmer fortalt i tidligere interview.
Hollandsk politi har dog endnu ikke kunnet konstatere, om truslen om et angreb mod koncerten har noget at gøre med bandets navn.
Rotterdams politichef tilføjer, at anholdelsen af en 22-årig mand natten til torsdag betyder, at faren for et angreb er drevet over.
- Der er ingen trussel, for vi har anholdt en mistænkt, og oplysningerne om truslen var så specifik om arrangementet og stedet, at med denne anholdelse kan vi konkludere, at truslen er væk, siger Paauw.
Der er ikke kommet flere oplysninger frem om den 22-årige mand, der er anholdt i Brabant i det sydlige Holland.
/ritzau/