Hollands nye kongepar får en travlt sommer med introduktionsbesøg i flere europæiske lande.
25. juni kommer kong Willem-Alexander og dronning Máxima af Nederlandene på officielt besøg i Danmark, oplyser hoffet.
Programmet for besøget er endnu ikke offentliggjort.
Da Willem-Alexander blev født i 1967 var en af hans faddere dronning Margrethe, og tilknytningen til Danmark er bevaret gennem årene. Det unge kongepar har et tæt forhold til kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.
Senest var Frederik og Mary med til at fejre indsættelsen af Willem-Alexander 30. april sammen med en sand stjerneparade af andre kongelige - heriblandt kronprinsesse Victoria og prins Daniel fra Sverige samt kronprins Håkon og kronprinsesse Mette-Marit fra Norge.
I 2009 hjalp Willem-Alexander kronprinsen med hjælp og gode råd, da Frederik skulle vælges ind i den internationale olympiske komité (IOC).
I modsætning til i Holland var der i Danmark kraftig debat om, hvorvidt kronprinsen kunne være medlem af en så omdiskuteret organisation.
Den gang fortalte Willem-Alexander Ritzau, at Frederik flere gang havde ringet og talt med ham om kandidaturet.
Holland fik ny konge, da Willem-Alexander overtog tronen fra sin mor, tidligere dronning Beatrix, der valgte at abdicere efter 33 år på tronen. Hendes titel er nu prinsesse.
Willem-Alexander er med sine 46 år Europas yngste monark. Parret har tre døtre.
/ritzau/