Det skal ikke passere uden følger, hvis det kan slås fast, at den franske præsidentkandidat Emmanuel Macron er blevet udsat for et hackerangreb.
Det siger Frankrigs præsident, François Hollande, lørdag aften.
- Vi vidste, at denne risiko var reel under et præsidentvalg. For det er også sket andre steder. Intet skal passere uden et svar, siger Hollande under et besøg på et kulturinstitut i Paris.
Der er endnu ingen officiel bekræftelse af, at En Marche!, som er navnet på Macrons parti, er blevet hacket.
- Hvis der har været nogen form for indblanding eller forsøg på at tilegne sig materiale, så vil procedurer blive sat i værk. Vi må sætte gang i en efterforskning, siger Hollande.
Den franske valgkommission har opfordret landets medier til ikke at afsløre materiale fra Macrons lejr, hvis det er kommet til veje via hacking.
De første oplysninger, der angiveligt skulle være hacket fra Macron, begyndte at cirkulere fredag.
En Marche! har i en pressemeddelelse oplyst, at kampagnen har været udsat for hackerangreb mindst fem gange siden januar.
Partiet har brugt en rapport fra firmaet Trend Micro som dokumentation.
Firmaet har tidligere udtalt, at det har fundet beviser for, at hackergruppen "Pawn Storm" skal have forsøgt at ramme kampagnen.
De franske vælgere skal søndag stemme ved anden runde af valget.
Her kan de sætte kryds ved enten Emmanuel Macron eller den nationalistiske højreleder Marine Le Pen fra Front National.
En af de to kandidater skal efterfølge Hollande, der har været historisk upopulær som præsident, og som valgte ikke at genopstille.
Macron har haft en komfortabel føring i målinger de seneste uger.
/ritzau/AFP