Holger Rune er færdig for 2024.
Det meddeler den danske tennisprofils mor og manager, Aneke Rune, over for TV 2 Sport søndag.
- Ryggen, som drillede i de sidste kampe i Paris, skal lige have en lille hvilepause, og planen er en god ferie, inden han starter træningen frem mod sæsonen 2025, siger Aneke Rune.
Rune har meldt afbud til den kommende ATP 250-turnering i Metz, og han når ikke med i sæsonfinalen i Torino senere på måneden, som ellers var målet.
Det krævede en plads i top-8 på Race to Turin-listen, men det blev matematisk udelukket, da Rune lørdag tabte til Alexander Zverev i semifinalen i ATP 1000-turneringen Paris Masters.
Rune kunne med et topresultat i Metz spille sig længere op og måske komme til Torino på afbud, men som en aktuel nummer 13 uden mulighed for forbedring er det nu meget urealistisk.
Tennisprofilens ferie bliver under alle omstændigheder afbrudt eller afkortet i slutningen af november, når han møder norske Casper Ruud i en showkamp i Norge. 3. december mødes de igen i København.
I Paris Masters vandt Runes overmand søndag turneringen. 6-2, 6-2 vandt Zverev i finalen over franske Ugo Humbert.
/ritzau/