Efter længere tids ballade om Holger Danske har statuen ved Hotel Marienlyst nu fået en ny ejer.
Skulpturen har været under hammeren på auktionssiden Lauritz.com, og er blevet solgt for 3,2 millioner kroner.
Skulpturen er af bronze, mens Holger Danske på Kronborg er af beton. Det er billedhuggeren Hans Peder Pedersen-Dan, som i sin tid skabte Holger Danske - bestilt af Hotel Marienlyst.
Der er tale om en mindre kendt udgave end den Holger Danske, der sidder i de mørke kasematter på Kronborg Slot i Helsingør.
Statuen, der vejer mellem 1500 og 2000 kilo, står ved indgangen til Hotel Marienlyst i Helsingør på en massiv sokkel af munkesten.
Udbudsprisen var 1,75 millioner kroner, og bronzestatuen er vurderet til en værdi på 2,5 millioner kroner, oplyser Lauritz.com.
/ritzau/