Tilbage i 1992 gav de to venner Thomas Cook og Joseph Feeney hinanden hånden. De lovede, at hvis en af dem nogensinde vandt den store lottogevinst “Powerball Jackpot”, skulle gevinsten deles med den anden.
Og Thomas Cook havde ikke glemt det 28 år gamle løfte, da han i juni vandt cirka 22 millioner dollars - cirka 146 millioner kroner - på den kupon, han havde købt på en lokal tankstation i byen Menomonie i Wisconsin.
- Det var lidt af en oplevelse. Da jeg læste de første to-tre numre stivnede jeg, fortalte den heldige vinder til The Wisconsin Lottery.
Thomas Cook sad på det tidspunkt og spiste morgenmad med sin hustru, og da han rakte kuponen over til konen på den anden side af bordet, stivnede hun også.
Et håndtryk er et håndtryk
Da det gik op for Cook, at han havde vundet, ringede han til sin gode gamle ven, der troede, det hele var en joke. De to venner har troligt købt lottokuponer hver uge siden aftalen i 1992, men har som det højeste kun vundet 100 dollar. Vennen Feeney fortalte, at ingen af dem regnede med at vinde den store jackpot.
Men det gjorde de - og en aftale er en aftale:
- Det skete for mange år siden, men et håndtryk er et håndtryk, mand, sagde Thomas Cook.
I USA får lotteri-vindere ofte tilbudt forskellige måder at få udbetalt store gevinster på, og de to heldige vindere valgte at tage den kontante løsning, som tilsammen indbragte dem cirka 110 millioner kroner. Efter skatter og afgifter kan de to venner hver stikke 5,7 millioner dollars - svarende til cirka 38 millioner kroner - i lommen.
Joseph Feeney var allerede gået på pension, mens Thomas Cook ifølge NBC har afleveret sin opsigelse for at tilbringe mere tid sammen med familien.
De to mænds hustruer kunne også smile ved udsigten til de mange millioner. (Foto: Wisconsin Lottery)