Når cykelikonet Lance Armstrong vælger at opgive kampen mod det amerikanske antidopingagentur Usada, er det et udtryk for, at cykelrytteren godt selv ved, at sagen mod ham er stærk.
Sådan lyder vurderingen fra cykelekspert og Eurosport-kommentator Thomas Bay, der selv har cyklet på hold med Armstrong i årene 1992-1994 på det amerikanske hold Motorola.
- Det er til dels et udtryk for, at han er blevet træt og ikke vil have, at familien skal slæbes igennem mere. Derudover må det selvfølgelig også være, fordi der er nogle skeletter i skabet, han ikke vil have frem, siger Bay og tilføjer:
- Det er svært at sige, hvilke skeletter der er tale om, men jeg kender ham godt nok til at være sikker på, at hvis han havde følt, han kunne vinde over det amerikanske dopingagentur, så havde han valgt at køre en sag, tilføjer han.
Det er særligt truslen om, at hans tidligere holdkammerater - heriblandt George Hincapie og Levi Leipheimer - skal vidne mod ham i retten, der afskrækker Armstrong, mener Thomas Bay.
- Dem tror jeg ikke, han har haft lyst til at blive konfronteret med i en retssag. Og det er grunden til at han lægger våbnene nu, siger cykeleksperten.
Lance Armstrong, der dog fortsat fastholder sin uskyld, er kun den seneste i rækken af cykelryttere, der bliver testet positiv for doping. Men fordi han er fra en ældre generation, vil hans sag ikke få den store betydning for cykelsporten, mener Bay.
- Jeg tror, de fleste tænker, at der ikke er nogen grund til at bruge så meget energi på denne sag, siger han og tilføjer:
- I stedet skal vi koncentrere os om det, der foregår nu og her. Mentaliteten i feltet er helt anderledes nu, end den var, da Lance Armstrong vandt sin seneste Tour de France i 2005.
Sagen mod Armstrong baserer sig primært på en positiv dopingtest fra Schweiz Rundt i 2001.