Konfekt, mistelten og levende lys. Julen er fuld af hygge for os mennesker, men for de firbenede i familien kan det være en rigtig farlig tid.
Chokolade kan bogstavelig talt være en dræber. Kakao indeholder stoffet theobromin, der er direkte giftigt for hunde, katte og andre kæledyr.
- Vi ser flere mave-tarm-problemer i juletiden. Chokolade kan være livsfarligt - jo mere kakao des større risiko for sygdom. Nødder kan sætte sig fast i halsen, og for meget fed menneskemad kan også give problemer, siger dyrlæge Jens Eslau fra Københavns Dyrehospital til Avisen.dk.
Typiske tegn på chokoladeforgiftning er opkastning, ukoordinerede bevægelser og hjertebanken. I mere alvorlige tilfælde ses også muskelstivhed, blodig urin og blåfarvning af slimhinder.
Julestjerne, mistelten og kristtorn er også giftige for kæledyr. Især katte er i farezonen, da deres leg ofte kan ende med, at de æder bladene. Desuden kan gavebånd og julelys betyde et uventet besøg hos dyrlægen i december.
Og lige som os mennesker kan kæledyrene ende med at gå ned med stress. Mange gæster, fed mad og en stresset ejer kan få selv den tapreste hund ned med nakken. Bedre bliver det ikke umiddelbart, når julen endelig er overstået. Da følger kæledyrenes hade-højtid nummer ét med nytårsfyrværkeri og fester.