Selvfølgelig skal landets plejepersonale have mere i løn. De udfører et yderst vigtigt stykke arbejde uden at få den anerkendelse i lønposen, som de uden tvivl har fortjent, og man kan kun have sympati for de strejkendes krav.
Men politikerne står i et dilemma: Den unikke, danske model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler vilkår, uden at Christiansborg-politikerne blander sig, står i disse dage sin prøve. Og hvem melder selvfølgelig sin ankomst, når en let løsning byder sig på en folkesag: Dansk Folkeparti (DF), naturligvis.
Pia Kjærsgaard kræver, at der bliver grebet ind og dikteret en lønforhøjelse fra Christiansborg, hvor lysten til at styre kommuner, regioner og alle andre i disse år er gevaldigt stor. Man kunne i denne situation minde om, at Dansk Folkeparti år for år har støttet den siddende regering i forhandlingerne om kommunernes økonomi. Således også i år, hvor man sagtens kunne have sørget for, at kommunerne fik bedre økonomiske vilkår, så de kunne lønne personalet højere ved overenskomstforhandlingerne. Og man kunne minde om, at DF er garanten for, at skattestoppet består. Et skattestop, der udhuler kommunernes økonomi.
Det er trist, at DF prøver at score billige point på et så vigtigt spørgsmål: At offentlige ansatte ikke får en høj nok løn med en dårligere offentlig sektor som konsekvens. Og lige så forudsigeligt er det, at SF og Enhedslisten også hopper med på vognen.