Din walkman kan få dig til at lugte grimt ud af øret – og vatpinde kan give dig kløe. Din ørevoks er sund, og skal blive i øret.
Glem alt om at rense dine ører, og pas på med høretelefonerne fra din walkman eller MP3-afspiller.
Ørevoks er nemlig sundt, og det skal ikke fjernes - eller for den sags skyld skubbes sammen, som man ofte kommer til, når man renser øret eller putter earplugs derind.
Ørevoks er nemlig ørets gode ven, der både virker som affalds-transportsystem og samtidigt holder øret frit for uønskede bakterier. Det skriver Livescience.
I USA har hvert tiende barn problemer med hørelsen, fordi mødrene renser deres øre med vatpinde, og det har nu fået en række amerikanske forskere til at opfordre til, at man ikke længere renser øret, hvis læger ikke udtrykkeligt beder dig om det.
Hvis man renser øret med vatpinde eller andre ting, så skubber man som regel mere voks ind i øret end man får ud. Det giver dig både dårligere hørelse, forhindrer skidt og døde hudceller i at blive transporteret ud af øret og giver samtidig gode levebetingelser for bakterier, hvilket kan give dig både kløe og en meget grim lugt fra øregangen.
Forskerne vurderer, at mindst 15 mio. amerikanere har gener, fordi de bruger tid på at rense deres ører.
/Newspaq/