Forældre, der har det svært med barnets valg af ægtefælle, kan nu sikre sig, at der ikke bliver nogen arv til svigersønnen eller datteren.
En ny arvelov træder i kraft 1. januar 2008 og den indehodler muligheden for at afskære svigerbørn fra arv. Det skriver Tjek, Politikens forbrugersite.
Ifølge advokat Ulrik Grønborg, der sidder i bestyrelsen for Danske Familieadvokater, er det noget, som mange har vist interesse for.
- I forvejen ønsker fire ud af fem at gøre arven efter sig til særeje for børnene, men flere efterspørger noget ekstra for at holde arven væk fra svigerbørnene, siger Ulrik Grønborg til Tjek.
Med en såkaldt succession kan forældre for eksempel forhindre, at arven efter dem kommer svigerdatterens børn fra et tidligere forhold til gode eller sikre, at et familiesommerhus bliver på familiens hænder fremover.
Og så kan man skrive i testamentet, at ens formue og ejendom skal tilfalde ens eget barn som særeje, og samtidig kræve, at arven går videre til børnebørnene eller en helt anden, hvis ens barn dør. Dermed sikrer man, at barnets efterladte ægtefælle intet får.