Det var en bilist, der tog livet af en ung mand ved Holbæk
ved tre-tiden i nat. Det slår politiet nu fast, efter at retsmedicinere og
politiets teknikere har undersøgt liget af den unge mand.
- De har konkluderet, at de skader han har i hovedet kun kan
stamme fra en påkørsel, siger vicepolitiinspektør Kim Græns fra Holbæk politi.
Politiet havde i første omgang anholdt en mand, der var
indsmurt i blod og som befandt sig kun 75 meter fra den dræbte.
Han har endnu ikke kunnet afgive en forklaring, fordi var er
påvirket af narkotika.
- Næste skridt er at afhøre ham, når han er klar til det, så
vi kan få at vide, hvad han oplevede derude. Og så skal vi endeligt have
identificeret den afdøde, siger Kim Græns.
Han gør opmærksom på, at politiet ikke nødvendigvis leder
efter en flugtbilist. Der kan også være tale om føreren af en varevogn eller
lastbil, der ikke er klar over, at den har ramt en gående.
Politiet i Holbæk vil gerne høre fra alle, der har kørt på
Skovvejen ved Holbæk i nat i tidsrummet 02.30 til 03.00.