Den australske tennisstjerne Nick Kyrgios, der er et notorisk problembarn i sporten, fik en kort optræden ved dette års Wimbledon.
På grund af en hofteskade opgav Kyrgios mandag at spille sin kamp i første runde færdig mod franske Pierre-Hugues Herbert.
Kyrgios, verdens nummer 20, havde tabt de to første sæt med 3-6 og 4-6, inden han gav op.
Inden Wimbledon havde Kyrgios fortalt, at han kun var på "60-65 procent" på grund af hoften, som har plaget ham i ugevis.
22-årige Kyrgios er nået til minimum ottendedelsfinalen i sine tre optrædener hidtil i Wimbledon.
- Jeg vidste, at jeg var i problemer. Jeg var bare ikke på 100 procent, siger Kyrgios ifølge Reuters efter kampen.
- Jeg talte med lægen inden turneringen, og han mente, at jeg ikke skulle spille. Det er min favoritturnering. Jeg gør det godt her hvert eneste år.
- Så det er hårdt for mig at komme herud og opgive. Det er ikke det nemmeste for mig at gøre, siger Kyrgios.
Kyrgios trådte for alvor ind på den store tennisscene, da han i 2014 som verdens nummer 144 besejrede spanske Rafael Nadal i Wimbledon. Dengang var Nadal nummer et i verden.
Efter at have tabt de to første sæt mod Herbert talte Kyrgios længe med en turneringslæge. Derefter gik australieren hen til Herbert og sagde, at kampen var forbi.
/ritzau/