I anledning af overgangen til bæredygtighed, har et af verdens største is-brands Magnum indgået et samarbejde med den danske kjolemager Jesper Høvring, der under Copenhagen Fashion Week vil skabe en unik kjole i ægte og bæredygtig chokolade.
Magnum Chocolate Dress er navnet på den eksklusive kjole, lavet i bæredygtig chokolade.
Til den unikke designopgave har Magnum håndplukket den danske og anerkendte kjoledesigner Jesper Høvring, der til hverdag skaber smukke kreationer til blandt andre kronprinsesse Mary, Christiane Schaumburg-Müller og Medina.
I et interview med Ritzau løfter Høvring en flig af sløret for den kommende chokolade-kjole.
- Jeg har ladet mig inspirere af chokolade og tænkt blødt og blankt. Kjolen er ikke skarp, men man tænker "mmmh", når man ser den. Og så har jeg også kigget lidt på chokoladeplantens blomster, som jeg har inkorporeret i designet, fortæller Høvring.
Kjolen bliver kort, ærmeløs og præget af draperinger, afslører designeren, der glæder sig meget til at præsenterer kreationen under sit modeshow d. 10. august på Nimb i Tivoli.
Høvring har da også haft det privilegium, at han ikke behøvede at skænke teksturen af stoffet en tanke, da han puttede blyanten på papiret og designede. Det er nemlig Tina Jacobsen og to andre fra Frederiksberg Chokolade, der står bag håndværket.
- Det er ikke noget, alle kan lave. Jeg har lavet mange ting fra babyer til oversavede haglgeværer, men det her er en af de svære opgaver. Jeg tror, vi kommer til at bruge 60 timer på kjolen, hvis ikke mere, konstaterer Jacobsen over for Ritzau.
Kjolen bliver skabt på en gine, da en model på denne årstid er for varm til den følsomme chokolade. Chocolatieren forklarer, at chokoladen både males og sprayes på stof, for at få de helt rigtige designer former, som Høvring har tegnet dem.
Anledningen til den fashionable chokoladekjole er Magnums nye samarbejde med non-profit organisationen Rainforest Alliance. Samarbejdet betyder, at samtlige Magnum-is på kortet nu er bæredygtige.
- Med Magnum Chocolate Dress har vi et unikt projekt, hvor vi kan smelte kreative discipliner sammen og gøre social ansvarlighed ekstra appetitlig, siger Ditte Nielsen, der er brand manager for Magnum.
Derfor er alle Magnum på årets iskort Rain Forest Alliance-mærkede, der kendetegnes ved den lille grønne frø på pakningen.
/ritzau/