Når kongelige rejser ud i verden er det en tradition, at de modtager gaver fra værtslandet som for eksempel tøj, tasker eller kunsthåndværk. Men under sit besøg i Burkina Faso har kronprinsesse Mary fået en gave, der ikke bliver nem at få gennem check-in i lufthavnen, når hun skal flyve hjem til Danmark.
En lokal høvding har nemlig skænket hende en levende ged, skriver Billed-Bladet. Og kronprinsessen blev henrykt over den varme velkomst i Burkina Faso, fortæller hun.
- Vi har alle fået et rigtig positivt indtryk, og det er et stort privilegium at få lov at møde de her mennesker, siger kronprinsessen til Billed-Bladet.
Den pelsede gave blev overleveret under en landsbyfest i den lille by Kamsé, hvor kronprinsessen deltog sammen med den danske udenrigsminister Kristian Jensen. Også han modtog en fin bevinget gestus, der bliver svær at pakke ned i håndbagagen. Han kan nu kalde sig ejer af fire høns.
Under det to dage lange besøg i landet er kronprinsesse Marys fokus især rettet mod kvinder, hvis rettigheder hun er forkæmper for. Hun har blandt andet besøgt en sundhedsklinik, hvor der var stor glæde at spore hos hende og udenrigsministeren, da de talte med lokale mødre og fik lov at holde babyer.
/ritzau/FOKUS