Ikke sjældent sker det, at et høreapparat er indstillet forkert og kvitterer med en skinger hyletone. Nogle gange bliver problemet løst ved, at apparatet bliver indstillet korrekt, men alt for ofte opgiver brugeren, og høreapparatet bliver gemt langt væk.
En ny undersøgelse lavet blandt personer mellem 18 og 80 år med høreapparat af Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) viser, at alt for mange personer har problemer med deres høreapparat. Af de mere end 100.000 høreapparater, der hvert år udleveres til hørehæmmede danskere, bliver en fjerdedel solgt gennem private forhandlere med et tilskud fra det offentlige. Men tilsyneladende bliver brugerne ikke vejledt godt nok, når det er en privat forhandler, der står bag disken.
Undersøgelsen fra CASA viser, at otte procent af dem, der har et apparat fra det offentlige, ikke kan finde ud af at betjene det korrekt. Det tilsvarende tal for personer med et høreapparat købt af private forhandlere er 22 procent. Og de tal chokerer formanden for Høreforeningen, Søren Dalmark.
»Tallet er for højt i det offentlige, men det er alt for højt i det private. De høje tal skyldes, at folk ikke lærer at bruge apparaterne rigtigt. Man skal ikke kun have et høreapparat, man skal også lære at bære det,« siger Søren Dalmark.
Han peger på, at tallene i det private er højest, fordi færrest brugere her benytter sig af muligheden for at komme på et høreinstitut, hvor man kan lære at betjene et høreapparat og rense det.
»Alt for mange private forhandlere henviser ikke til høreinstitutter, fordi de tit selv vil klare opgaven. Men de lærer ikke brugerne at bruge dem, og det er meget utilfredsstillene for brugerne. Samtidig er det et spild af samfundets knappe ressourcer, at der gives tilskud til høreapparater, der ikke bliver brugt,« siger han.