Norges statsminister, Jens Stoltenberg, erkender sit valgnederlag og lykønsker Erna Solberg fra Høyre med sejren.
- Jeg gratulerer Erna Solberg og takker for en saglig valgkamp, siger Stoltenberg sent mandag aften.
Resultatet betyder et regeringsskifte i Oslo, hvor Høyrelederen Erna Solberg nu får mulighed for at danne en ny borgerlig koalitionsregering.
- Vi vidste, at det ville blive en hård opgave. Næsten ingen i norsk historie har formået at vinde tre valg i træk. I aften kan vi så fastslå, at den opgave var for svær. Vi nåede ikke vores mål om at sikre fortsat flertal, siger Stoltenberg i en tale til sine partifæller.
Han er dog fortsat leder af Norges klart største parti. Arbeiderpartiet står til at få 30,7 procent af stemmerne og 54 pladser i Stortinget, men det ændrer ikke på, at hans regering har tabt valget.
Ifølge Stoltenberg vil hans regering træde tilbage efter fremlæggelsen af finansloven den 14. oktober.