Flere og flere veluddannede danskere tager sig en cigaret ved festlige lejligheder, eller når de render ind i kriser på jobbet eller i parforholdet.
Det viser en ny undersøgelse, som Gallup har udarbejdet for Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Danmarks Lungeforening, skriver Berlingske Tidende.
Og tendensen er problematisk, mener Niels Them Kjær, cand.scient. og projektchef ved Kræftens Bekæmpelse.
"Det er et problem, fordi man udsætter sig selv for stort set samme risiko for at få en række hjerte-karsygdomme, uanset om man ryger dagligt eller lejlighedsvist," siger han til avisen.
De højtuddannede rygere er udmærket klar over, at det er skadeligt at ryge, men mener ikke, at det gælder dem, forklarer Charlotta Pisinger, der seniorforsker ved Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed.
"De bagatelliserer deres rygevaner og synes, det er sjovt, trodsigt eller fandenivoldsk at snuppe en smøg til fester. De regner ikke med, at et par cigaretter i ny og næ skader helbredet," siger hun til avisen.
De nye tal viser, at mere end seks procent af danskere med en lang uddannelse ryger i ny og næ.