Rumæniens centrale valgkommission har søndag udelukket den prorussiske højrefløjskandidat Calin Georgescu fra at stille op ved det kommende præsidentvalg i maj.
Den omstridte kandidat betegner det selv som "et direkte slag mod demokratiets hjerte på verdensplan".
Valgkommissionens afgørelse, som ikke er begrundet yderligere, kan ankes til forfatningsdomstolen.
Umiddelbart efter, at valgkommissionens beslutning var meddelt, er det kommet til sammenstød mellem politi og tilhængere af Georgescu. Det skriver AFP.
- Deltagere i den offentlige forsamling brød gennem politiets afspærringer for at trænge ind i institutionens hovedkontor, meddeler politiet.
Situationen er under kontrol, lyder det videre.
Sidste års præsidentvalg blev annulleret og skal gå om efter beskyldninger om, at der var indblanding fra russisk side for at hjælpe Georgescu til en sejr.
Det har han selv blankt afvist.
Rumæniens sikkerhedstjeneste registrerede 85.000 hybridangreb på hjemmesider og på det sociale medie TikTok i forbindelse med valgets første runde den 24. november.
Sikkerhedstjenesten talte om et "aggressivt russisk hybridangreb".
Rusland har afvist.
Rumæniens beslutning om at annullere valget - en sjældenhed i EU - har kastet det østeuropæiske land ud i en krise med titusindvis af demonstranter i gaderne.
Omvalget skal efter planen finde sted 4. maj. Hvis ingen kandidat får over 50 procent af stemmerne i første valgrunde, holdes der en anden runde 18. maj.
Fredag indgav Georgescu en officiel ansøgning om at få sit navn på stemmesedlen. På forhånd blev det anset som tvivlsomt, om valgkommissionen ville imødekomme hans anmodning.
Han er under efterforskning for seks mulige lovovertrædelser, herunder for at være medlem af en fascistisk organisation og for at have overtrådt reglerne for finansiering af valgkampe.
Han nægter sig skyldig.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters