Den 43-årige højreekstremist, som i går blev anholdt i en villa i Hørsholm, bliver nu fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup. Politiet sigter ham for våbenbesiddelse efter fund af ukendte effekter og kemikalier.
"Han er blevet sigtet, for det der hedder straffelovens paragraf 192, som omhandler dem, der overtræder våbenloven og under særligt skærpende omstændigheder. Strafferammen er op til seks år," siger efterforskningsleder fra Nordsjællands Politi Kenneth Støvhase til Newspaq.
På adressen i et villakvarter i Hørsholm, hvor ingen beboere er registreret, fandt politiet desuden en Porsche uden nummerplader. I går meldte PET, at man kender manden fra det højreekstremistiske miljø. Både PET og Nordsjællands Politi er fortsat hemmelighedsfulde, når det handler om, hvilke kemikalier, og hvad de kan bruges til.
"Vi vil fortsat ikke ud med, hvilke kemikalier, der er tale om. Vi har bedt om, at retsmødet bliver holdt for lukkede døre," siger efterforskningslederen.