Især Jörg Haiders Alliance vandt gehør hos vælgerne, idet partiet tredoblede sit mandattal i parlamentet.
Det endelige resultat er endnu ikke offentliggjort, men de foreløbige opgørelser viser, at Socialdemokraterne fik 29,7 pct. af stemmerne, mens de to højreorienterede partier tilsammen fik 29 pct.
Det konservative parti fik 25,6 pct. af stemmerne. De to store traditionelle partier Socialdemokraterne og De Konservative gik begge tilbage ved valget.
Ifølge BBC skyldes højredrejningen blandt andet utilfredshed med koalitionsregeringen mellem Socialdemokraterne og De Konservative - et samarbejde, der kun holdt i 18 måneder.
Derudover har de to højrepartier tiltrukket en del vælgere, som er imod EU og som vil have et stop for indvandringen til landet.
Valget var på forhånd uforudsigeligt, da vælgere helt ned til 16 år for første gang kunne stemme. De 16-17-årige udgør 200.000 ud af de 6,4 mio. vælgere.
Det endelige resultat offentliggøres først den 6. oktober, når også alle brevstemmer er talt op.
/Newspaq/