Nytårsdag måtte omkring 600 beboere i to bedagede højhuse i Rødovre i al hast gribe deres vigtigste ejendele og forlade deres hjem.
Uden grund, viser det sig nu.
Ifølge Ingeniøren var meteorologerne fra Dansk Meteorologisk Institut (DMI), som advarede om de høje vindstyrker, »ekstremt overforsigtige«. Aftalen var nemlig, at instituttet skulle alarmere Vestegnens Brandvæsen, der skulle sætte evakueringen i gang, hvis middelvindhastigheden omkring højhusene blev 31 meter i sekundet.
Da advarslen fra DMI kom, lå middelvindhastigheden kun på 19,7 meter i sekundet. DMI indrømmer nu i et brev til Arbejdernes Andelsboligforening (AAB), at der var tale om falsk alarm, skriver Ingeniøren. I brevet står der også, at alarm-reglerne nu er blevet præciseret over for de ansatte, så beboerne i de to huse ikke igen skal forlade deres hjem uden grund.