Højgravid skytte skyder til OL i London

En kvindelig malaysiske skytte møder op i London med en mave otte måneder henne i graviditeten.

Nur Suryani Mohamed Taibi kommer til at kæmpe for to, når hun om kort tid stiller op for Malaysia i kvinderes 10-meter luftpistol ved OL i London. I maven bærer 29-årige Taibi nemlig en lille baby i ottende måned.

En sparkende baby i maven kan i den grad give problemer for en præcisionsskytte, men den vordende mor har en løsning.

- Jeg vil tale til hende og sige: "Mor skyder lige et kort øjeblik. Kan du lige være stille?", siger Taibi til New York Times.

Taibi bliver den første kvindelige skytte fra Malaysia til at deltage i et OL, og derfor var der heller ingen tvivl, da hun to dage efter, hun opdagede sin graviditet, kvalificerede sig til legene.

- Jeg sagde: "Jeg kvalificerede mig, så det er min", siger Taibi, som kommer til London i 33. uge og forlader legene i 34. uge af graviditeten.

Den Internationale Olympiske Komité har ikke tal på gravide deltagere, men Taibi er ganske sikkert den deltager, som har været længst henne i graviditeten nogensinde.

- For mig er intet umuligt. Det er en af udfordringerne. Hvis jeg dropper det (OL, red.), hvem ved så? Så må jeg vente yderligere fire år, og måske får jeg ikke muligheden igen, siger Taibi, som ligger nummer 47 i verden.

Ifølge flere medier er tre vordende mødre tidligere mødt op til de olympiske lege, men alle sammen var til vinter-OL. Senest var i 2010, da canadiske Kristie Moore blev indkaldt som stedfortræder på det canadiske curling-landshold.

Taibi skal i konkurrence i London den 28. juli.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.