Danske myndigheder må gerne flytte medarbejderes stillinger på tværs af landet.
Det spørgsmål har Højesteret i dag afgjort i en dom.
Sagen var anlagt af fire tjenestemænd i Skat og deres fagforening Dansk Told og Skatteforbund.
For fem år siden flyttede Skat flere hundrede medarbejdere rundt i landet i forbindelse med reformen af skatteforvaltningen.
For en af de fire tjenestemænd, der havde anlagt sag, betød det en flytning hele vejen fra København til Ringkøbing.
Men det lykkedes altså ikke at overbevise retssystemet om, at der reelt var tale om en stillingsnedlæggelse med ret til løn i tre år.
"Tjenestemænd fik ikke medhold i, at deres stillinger var nedlagt i forbindelse med omlægningen af den danske skatteforvaltning, eller at ændringer i stillingsindholdet gik videre, end de skulle tåle," hedder det i dommen fra Højesteret.
Her står der desuden, at det må være op til en konkret bedømmelse, om en stilling er så forandret, at der reelt er tale om en nedlæggelse.
Dansk Told og Skatteforbund har endnu ikke reageret på dommen.