Hedebølgen er på vej ind over Danmark i weekenden, og udover en tur på stranden indbyder det varme vejr måske også til grill og bål i aftentimerne.
Skulle det friste, er det dog vigtigt at gøre det med omtanke.
Sådan lyder meldingen fra Danske Beredskaber.
- Heldigvis tyder det ikke på så meget vind, som vil kunne fange gnister og sprede ilden, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef hos Danske Beredskaber.
- Men man bør nu alligevel lige overveje, om man kan udskyde at bruge ukrudtsbrænderen eller om man griller på den rigtige måde og det rigtige sted. Husk at grillen ikke skal stå i eller på det tørre græs, som risikerer at antænde, men på en ikke-brændbar flade. Drop tændvæsken, og hav i stedet vand parat ved siden af. Og når man er færdig, så sørg for at gløder og grill er helt slukket, evt. med vand, lyder rådene fra Bjarne Nigaard.
Han har også en særlig hilsen til de mange unge, der i disse dage fejrer at være begyndt på deres uddannelser:
- Et bål ud på aftenen kan være rigtig hyggeligt – men det er altså kun en god idé, hvis det sker på en plads, der er indrettet til formålet. Naturen er for tør til, at man kan bruge enhver flad kvadratmeter til at tænde op. Og selv om I ikke har tænkt jer at drikke det, så hav vand med til bålet.
Også et enkelt erhverv får en særlig hilsen fra beredskabet forud for weekendens tørre og varme vejr.
- Mange landmænd er i gang med slutspurten i høstarbejdet. Men de tunge, varme maskiner på en tør mark med afgrøder er i sagens natur en ekstra risiko, forklarer Bjarne Nigaard.
- Derfor er det en god idé at have vand med i marken, fx i en marksprøjte, eller man kan have harven parkeret hvor man høster, så man evt. hurtigt kan lave brandbælter.
Netop denne sommer har beredskabet haft en del udkald til mark- og naturbrande.
- Vi kan godt følge med, men vi har travlt. Men en fælles indsats og omtanke fra os alle kan forhåbentlig tage toppen af vores travlhed”, slutter Bjarne Nigaard, der henviser til www.brandfare.dk for gode råd og status for den aktuelle brandfare.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.