Har du også set Josefine Høgh og undret dig over, hvorfor tv-værten humper rundt, så fortæller hun nu selv hvorfor.
Det sker i en såkaldt story til sine næsten 72.000 følgere på Instagram.
- I er virkelig mange, der har skrevet og spurgt, hvad der er sket, indleder Josefine Høgh i teksten til en række billeder, hvor hun viser sit ben i skinne.
Tv-værten fortsætter.
- Det var en soloulykke i en fodboldkamp, hvor jeg vred i knæet, og der lød et smæld. Min krop var smadret efter jetlag og en times hård træning tidligere samme dag, og så var jeg uopmærksom i et splitsekund, skriver Josefine Høgh og fortsætter.
- Jeg har aldrig haft knæproblemer i de 25 år, jeg har spillet fodbold, men jeg vidste med det samme, at den var gal. Jeg kender min krop ret godt, lyder det fra Josefine Høgh, som i den dumme situation også har humoristisk overskud.
- Det stod i sol, måne og stjerner, at jeg ikke skulle spille den kamp. Jeg havde glemt mine fodboldstøvler i sommerhuset, jeg kom 10 minutter for sent i lånte støvler, jeg varmede ikke op... og så scorede jeg et kongemål lige inden, skriver hun.
Josefine skriver videre, at scanningerne desværre viser et delvist overrevet ledbånd, en revne i menisken og et delvist overrevet korsbånd.
Endnu ved hun ikke, om det ender med en operation.
Du kan læse mere her.