Det er den omvendte verden ved ishockey-VM i Tyskland. Fredag slog tyskerne USA, og i går skabte Danmark så endnu en sensation ved at banke Finland med 4-1.
Foran 11.000 tilskuere i Kölns Laxness Arena kickstartede Frans Nielsen danskerne efter få minutters spil, og kort efter udbyggede en anden NHL-dansker føringen.
Petri Kontiola fik reduceret og holdt finnerne inde i kampen.
Men i anden periode afgjorde Julian Jakobsen reelt kampen med sin scoring til 3-1. Kort før tid valgte Finland at tage målmanden ud, og det udnyttede Frans Nielsen til at sende pucken i et tomt mål og cementere den sensationelle sejr.
Danmark kan nu se frem til mandagens kamp mod USA, og bagefter venter en nøglekamp mod værterne fra Tyskland.
Efter overraskelserne i de to første kampe i puljen er det fuldstændig åbent, hvem der skal indløse billetterne til mellemrunden.