Da Hobro og Vejle søndag mødtes i det første playoffopgør om at undgå direkte nedrykning i Superligaen, måtte Hobros forsvarsspiller Rasmus Minor Petersen udgå efter bare et par minutter med en hovedskade.
Den tårnhøje stopper blev ramt i hovedet af Vejle-spillerens Vladen Yurchenkos støvleknopper og måtte groggy bæres fra banen.
Hobro-træner Peter Sørensen undrer sig over, at Yurchenko slap fra episoden uden et kort.
- Jeg synes, at det så meget voldsomt ud, og jeg er frustreret over, at Minor måtte udgå efter to minutter.
- Hvis man rammer Minor i hovedet, så er benet højt oppe, og hvis det ikke er farligt spil og at tilsidesætte modstanderens helbred, så ved jeg ikke, hvad er, siger Peter Sørensen.
Vejles anfører Jacob Schoop er overbevist om, at Yurchenko ikke ramte Minor bevidst.
- Jeg får det altid dårligt, når jeg ser sådan noget ske, og det var utroligt synd for Minor. Jeg føler derfor med ham og Hobro.
- Som jeg så det derinde, så Vladen ham ikke, og jeg kan ikke forestille mig, at han gjorde det med vilje, siger Vejles anfører.
Hobros anfører Jonas Brix-Damborg fik senere i kampen en advarsel, som sender ham i karantæne til returopgøret i Vejle.
Peter Sørensen forklarede efter kampen, at kendelsen ville blive appelleret, og Brix-Damborg selv var da også uenig i advarslen.
- Jeg kom klart først på bolden, så jeg synes, at det gule kort var helt forkert.
- Jeg vidste godt, at jeg ville få karantæne ved gult kort, så jeg er træt af det, siger Hobro-anføreren.
Han var samtidig uenig i, at episoden med Rasmus Minor ikke fik konsekvenser.
- Det virker nogle gange sådan, at man kan tillade sig alt i de første minutter af kampen, uden der sker noget. Var episoden sket efter 20 minutter, var han blevet udvist.
- Jeg siger ikke, at det helt sikkert var et rødt kort, men det var i hvert fald mørkegult, og det var ti gange værre end den tackling, som jeg selv fik gult kort for, siger Brix-Damborg.
Både Jonas Brix-Damborg og Jacob Schoop vurderede ellers, at kampens dommer Jakob Kehlet dømte en god kamp.
/ritzau/