Fodboldklubben Hobro IK har forstærket sig efter oprykningen til Alka Superligaen.
Klubben har hentet den 24-årige midtbanespiller Vito Hammershøy-Mistrati på en treårig kontrakt.
Han kommer transferfri fra FC Helsingør, der ligeledes rykkede op i Superligaen, og hvor han har været en profil gennem halvandet år.
- Vi har fulgt Vito længe, og han er en rigtig dygtig spiller, der kan noget andet end de midtbanespillere, vi har i forvejen.
- Han har helt klart sine forcer med bolden, hvor han er dygtig til at bygge spillet op, siger Hobro-sportschef Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse.
Vito Hammershøy-Mistrati, der tidligere blandt andet har spillet for Lyngby, ser frem til at flytte til den jyske klub.
- Jeg er rigtig glad for skiftet til Hobro IK. Jeg har været ovre og se på forholdene i klubben, og jeg var rigtig imponeret over den måde, som tingene bliver kørt på.
- Jeg har talt med både Jens Hammer og Thomas Thomasberg (Hobros cheftræner, red.), og de har store planer for mig, siger spilleren.
/ritzau/