Søndag vender Hobro IK tilbage til Alka Superligaen, når oprykkerne tager imod rækkens øvrige oprykkere fra Helsingør på hjemmebane.
I 2014 rykkede klubben for første gang op i den fineste danske fodboldrække, og Hobro formåede at gøre sig bemærket ved at tage nogle flotte skalpe den første sæson.
Sidste år rykkede klubben så ned igen, men nu er holdet tilbage, og ifølge anfører Mads Justesen så er det en helt anden klub, der denne gang skal bide skeer med de store.
- Som klub er vi bedre rustet denne gang. Både på og udenfor banen, siger anføreren og uddyber:
- Sidste gang kæmpede vi med at blive klar til overhovedet at måtte afvikle superligafodbold i Hobro, og der var meget fokus på de ting samtidig med, at vi skulle have samlet en trup.
- Denne gang har vi bare været klar fra start i hele organisationen. Der er også flere spillere, der har prøvet det og ved, hvad der kræves, siger Justesen.
Anføreren har lige forlænget sin kontrakt med et år, og på trods af at han er tørnet ud for Hobro 329 gange, så kan han ikke vente, til det bliver søndag. Også selv om kroppen er blevet 34 år gammel.
- Jeg synes, den (kroppen, red.) har det rigtig fint nu, og jeg er lige så spændt, som dem på 20 år er, til vi skal i gang. Man skal have sulten, og det har jeg.
Hobro har hentet flere nye spillere i sommerens transfervindue. Blandt andre Danny Olsen fra AGF. Mads Justesen synes, det ser lovende ud, men vil ikke spå om, hvordan sæsonen kommer til at gå.
- Lad os komme i gang og så se efter nogle kampe. Så kan vi danne os et indtryk af, hvor vi står. Men der er ingen tvivl om, at vi vil gøre vores bedste for at bevise, at vi hører til i Superligaen, og at vi er et hold, man ikke løber om hjørner med.
De to oprykkerhold kender hinanden fra den næstbedste række, og Justesen tror ikke, at det har den store effekt, at der nu spilles i Superligaen.
- Der bliver noget mere hype forud for kampen, som det hører sig til i Superligaen, men jeg tror ikke, at kampen bliver anderledes.
- Det bliver en tæt kamp. Helsingør er et dygtigt hold, hvor spillerne ved, hvad de hver især skal. Det bliver sådan en kamp, hvor begge hold skal have noget med, så der bliver pres på fra start af.
Kampen mellem Hobro og Helsingør spilles søndag klokken 16.00.
/ritzau/