Bomuld, der er økologisk dyrket og behandlet. Det lancerer H&M i løbet af foråret i udvalgte butikker.
»Et bevidst materialevalg kombineret med den seneste mode giver kunden mulighed for på en og samme tid både at se godt og opdateret ud, samt have god samvittighed,« forklarer H&M’s designchef Margareta van den Bosch i en pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening.
Økologisk bomuld er dyrket uden brug af skadelige pesticider og kunstgødning. Alligevel udgør produktionen af økologisk bomuld kun under én procent af alt bomuld på verdensplan.
H&M håber, at initiativet vil få efterspørgslen på økologisk bomuld til at stige.
H&M har siden 2003 været medlem af Organic Exchange, en organisation som promoverer økologisk bomuld i hele verden.