Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Det ser ud til at være et hæderligt forsøg på at fremme incitamenterne til at spare op til pension. Og samtidig ser det ud til at blive en mere overskuelig ordning for den enkelte.
Sådan vurderer HK-formand Kim Simonsen regeringens forslag til "Flere år på arbejdsmarkedet" - et forslag, der blandt andet tager fat på at løse det såkaldte samspilsproblem.
- Samspilsproblemet er en tidsindstillet bombe under vores pensionssystem, så jeg giver en tommel op for, at regeringen forsøger at løse en del af problemet, siger Kim Simonsen.
Det såkaldte "samspilsproblem" betyder, at det ikke kan betale sig for visse løngrupper at spare op til pension, fordi opsparingen modregnes i de offentlige pensionsydelser. Og de løngrupper hører blandt andre store grupper af HK-medlemmer til.
Nu foreslår regeringen at kommende pensionister kan betale 55.000 kroner ind på alderspension mod tidligere 29.600 - uden at beløbet vil blive modregnet i offentlige pensionsydelser ved en kommende udbetaling.
- Det vil betyde, at de fleste HK-medlemmer med ét slag går fri af problemet. For dem vil det igen kunne betale sig at spare op til pensionen, siger Kim Simonsen.
Han understreger dog, at selv om regeringen gør et godt forsøg på at løse samspilsproblematikken, så er forslaget som helhed ikke nødvendigvis problemfrit.
- Det er vigtigt at sikre ro og forudsigelighed om pensionen, og det er jeg ikke sikker på, at dette forslag opfylder.
Kontakt: Pressechef, Birgitte Hougaard, 23811114
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.