Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
"I HK har vi 12.000 arbejdsløse medlemmer, og for dem - og for alle andre ledige - håber jeg, at regeringen får Venstre til at makke ret ved forhandlingsbordet."
Sådan lyder budskabet til partiet Venstre fra HK-formand Kim Simonsen i hans 1. maj-tale.
Formanden bruger Arbejdernes Internationale Kampdag til at rose SR-regeringens udspil til en beskæftigelsesreform, som han mener er "et stort skridt i den rigtige retning" mod et mere menneskeligt system baseret på tillid i stedet for kontrol.
"Én gang om året spørger vi de ledige HK'ere, hvordan de har det med "systemet". Svaret er utvetydigt: De føler sig stressede og kriminaliserede. Så det er på høje tid at køre Claus Hjort og Inger Støjbergs umenneskelige system til ophug", siger Kim Simonsen.
Han opfordrer alle politikere til at være ansvarlige og forhandle fordomsfrit med regeringen om den kommende reform - ikke mindst af hensyn til de mennesker, der har mistet arbejdet.
Og så roser han regeringen for at komme tilbage til sporet:
"Regeringens reformudspil lægger vægt på, at ledige kan få en uddannelse, så de kommer i arbejde. Dét kalder jeg at lytte til vælgerne. Dét kalder jeg fællesskab."
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.