Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
En karakter på 4 i dansk og matematik vil fremover være kravet for at komme ind på en af de gymnasiale uddannelser. Med mindre man søger ind på et EUX-forløb - for så vil det tilsvarende krav fortsat være 2.
Det er, hvad regeringen foreslår i sit udspil til en gymnasiereform, som den præsenterede i dag. Dermed sender regeringen et kedeligt signal til de unge om, at kravene til dem, der vælger EUX, er mindre end på de gymnasiale uddannelser, mener formand for HK, Kim Simonsen:
- Undervisningsminister Ellen Trane Nørby har gentagne gange sagt, at ingen uddannelse er finere end andre. Det kan jeg kun erklære mig enig i. Men når man har til hensigt at 'ligestille' uddannelserne, bør man selvfølgelig ikke indføre forskellige adgangskrav, siger Kim Simonsen.
- Hvis vi gør forskel på den måde, vil mange tro, at det almene gymnasium er "finere" og "sværere". Og det er jo ikke tilfældet, siger han.
Derudover mener Kim Simonsen, at regeringens gymnasieudspil på andre områder indeholder gode takter. Det gælder blandt andet ambitionen om at styrke fagligheden og mindske frafaldet. Men det er ærgerligt, hvis det lavere karakterkrav til EUX faktisk ender med at være en del af den færdige reform:
- EUX skal være de unges førstevalg og et reelt alternativ til en studentereksamen. Derfor håber jeg på, at der bliver rettet op på de forskellige adgangskrav under de kommende forhandlinger om gymnasiereformen. Kort sagt skal alle uddannelser, der ender på -x, sidestilles, siger Kim Simonsen.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.