Der er sild på bordet, og snaps i det lille glas.
Tusindvis af firmajulefrokoster står for døren, og det samme gør desværre også sager om sexchikane.
Det oplever man i HK/privat, der organiserer knap 150.000 kontoransatte i private virksomheder.
- Julen er desværre højsæson for sexchikane. Derfor føler vi os nødsaget til at hæve pegefingeren, fordi vi kan se, at der kommer mange henvendelser af alvorlig karakter i december og begyndelsen af januar, siger arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat Svend-Erik Hermansen til Newspaq.
HK havde sidste år ca. 1.000 sager om sexchikane. De fleste sager skyldes, at de ansatte har skyllet for mange øl og snaps indenbords.
- Hvis man drikker alt for meget, så kommer man ud af kontrol, siger Svend-Erik Hermansen, der opfordrer folk til hurtigst muligt at sige undskyld, hvis de har chikaneret en kollega.
- Det er utrolig vigtigt, at man mandag morgen, når man er ædru, lige tager en dialog under fire øjne og siger: Det må du fandeme undskylde. Det var ikke meningen. Jeg havde lige drukket for meget, siger Svend-Erik Hermansen.
Et andet godt råd, inden det går løs med firmajulefrokoster, er at holde sig fra at tage pinlige billeder af kyssende kolleger og lægge dem på Facebook.
- Man risikerer at blive meget upopulær hos både kollegerne og chefen mandag morgen. For personer har forskellige opfattelser. Noget, jeg synes, var sjovt, var måske ikke nær så sjovt for kollegaen, siger han.