Uanset udfaldet af fredagens lodtrækning kommer fodboldklubben FC Nordsjælland til at være underhund i bestræbelserne på at gå videre i Champions League-kvalifikationen.
Det mener træneren for de danske vicemestre, Kasper Hjulmand.
- Uanset hvem af de fem klubber, vi trækker, så har de høj klasse, og vi glæder os helt vildt til at måle os med dem, siger træneren i en pressemeddelelse.
FC Nordsjællands modstander i tredje kvalifikationsrunde skal efter al sandsynlighed findes blandt følgende fem hold: Lyon (Frankrig), Zenit St. Petersborg (Rusland), PSV (Holland), Metalist Kharkiv (Ukraine) og Fenerbahce (Tyrkiet).
- Folk vil måske sige, at Metalist er ét af de overkommelige hold, men de vandt altså deres gruppe i Europa League sidste sæson. De andre hold behøver vel ingen nærmere præsentation.
- Vi skal være dygtige i de to kampe, for vi vil være undertippede uanset modstander, men vi er allerede gået i gang med forberedelserne, siger Kasper Hjulmand.
Skulle FC Nordsjælland lave overraskelsen, skal klubben gennem endnu en playoff-runde for at komme videre til Champions League-gruppespillet.
FC Nordsjælland var sidste år med i gruppespillet, men dengang var klubben direkte kvalificeret som dansk mester.
/ritzau/