Den massive overskridelse af de kommunale budgetter får nu finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) til at sætte kommuneforhandlingerne på standby.
Forhandlingerne mellem regeringen og KL om næste års budget skal efter planen begynde i næste uge.
Men nu stikker Claus Hjort altså en kæp i hjulet på forhandlingerne.
Det sker med et krav om, at KL - inden forhandlingerne overhovedet kan gå i gang - skal redegøre for, hvad kommunerne vil gøre for at undgå, at bunden endnu engang går ud af de kommunale kasser.
Det sker efter, at nye tal fra Danmarks Statistik i dag viser, at kommunerne sidste år overskred budgetterne med 5,1 milliarder kroner.
"Det er svært at se formålet med at indgå aftaler, når kommunerne efterfølgende i den grad ignorerer de indgåede aftaler. Derfor har jeg i dag anmodet KL om at forklare, hvordan KL vil sikre overholdelse af aftalerne fremadrettet. Forhandlingerne om kommunernes økonomi for 2011 vil først blive indledt, når dette er afklaret," siger Claus Hjort Frederiksen.
Socialdemokraternes kommunalordfører Rasmus Prehn mener, at finansministeren tørrer sine problemer med Dansk Folkeparti af på kommunerne.
"Claus Hjort vil have flyttet fokus fra sine egne problemer med DF, der har trukket stikket ud af regeringens økonomiske politik. Nu sender han aben videre til kommunerne, som hele vejen igennem har været meget ærlige med, at de havde problemer med at få enderne til at hænge sammen," siger han til Newspaq.
Finansministeren har truet med at lade Folketinget og regeringen fastsætte hver enkelt kommunes økonomiske vilkår, hvis ikke kommunerne får styr på deres budgetter.
Det vil i givet fald være et historisk brud med det aftalesystem, der siden 1970'erne har fungeret mellem staten og kommunerne.
Den trussel er også helt ude i hampen, mener Rasmus Prehn.
"Det er et direkte angreb på det kommunale selvstyre. Det er uhørt det, som Claus Hjort Frederiksen kommer med," siger Rasmus Prehn.
KL's formand Jan Trøjborg erkender, at underskuddet i 2009 var stort, men forklarer, at en del af det skyldes engangsudgifter, som egentlig burde være afholdt i 2008 og foregående år.
"Vi vil ikke se noget tilsvarende i 2010. Pengene kan kun bruges en gang," siger Jan Trøjborg til KL's hjemmeside.