Hjort: Kjærsgaard vil fylde historiebøgerne

Selvom mange har været uenige med Pia Kjærsgaard, så har hun aftvunget dyb respekt, siger Hjort.

Pia Kjærsgaard er en af de helt store politikere på den danske scene, og hun vil blive husket for sin værdipolitiske kamp.

Sådan lyder det fra Venstres Claus Hjort Frederiksen, der som tidligere finansminister flere gange forhandlede finanslov med Pia Kjærsgaard.

- Jeg blev overrasket, da jeg fik det at vide. Og det er med vemod, at jeg må konstatere, at Pia Kjærsgaard går af som formand, for hun har været en god samarbejdspartner i de 10 år, hvor vi havde regeringsmagten, siger Claus Hjort Frederiksen.

Ifølge Claus Hjort Frederiksen har Pia Kjærsgaard især markeret sig i udlændingedebatten og i kampen for de danske værdier.

- Hendes adelsmærke værdipolitikken, som hun har stået vagt om. Hvad er danskhed, hvad er danske værdier, ytringsfrihed, religionsfrihed er hjertesager for Pia Kjærsgaard, og hun har varetaget dem på sin egen meget klare måde at udtrykke sig på.

- Selvom mange har været uenige med Pia Kjærsgaard, så er hun en politiker, der har aftvunget dyb respekt. Og hun vil få en fremtrædende plads i historiebøgerne, siger Claus Hjort Frederiksen.

Han kender Pia Kjærsgaard fra de lange aftener i Finansministeriet, når Finansloven skulle forhandles på plads - oftest med en række mærkesager til Dansk Folkeparti på ældreområdet og udlændingepolitikken.

- Jeg husker hendes engagement og grundighed. Pia Kjærsgaard ville have sikkerhed for, at det var ordentlige løsninger, vi fandt.

- Pia Kjærsgaard er en enestående politiker på den måde, at hun er ordholdende. Man kan diskutere problemer med hende, og man kan være uenig med hende, men når vi har fundet et resultat, så er et ord et ord.

- Det er en meget, meget flot egenskab at have som politiker.

Ifølge Claus Hjort Frederiksen har det gjort indtryk, da Pia Kjærsgaard i de sidste år af VK-regeringens levetid var med til flere økonomiske reformer - blandt andet genopretningsplanen, der halverede dagpengeperioden.

- Der, hvor jeg fik den allerstørste respekt for Pia Kjærsgaard, var da den økonomiske krise begyndte i 2008, hvor Socialdemokraterne og SF smed ansvaret fra sig.

- Der påtog Pia Kjærsgaard sig ansvaret for, at der blev ført en økonomisk politik, som har ført Danmark mere skånsomt igennem krisen end så mange andre europæiske lande, siger Claus Hjort Frederiksen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.