Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) frikendte både sig selv og Arbejdstilsynet, da han onsdag formiddag var i samråd om den farlige asbest i DSB’s S-tog.
Her gav han ansvaret videre til sin forgænger i ministerstolen, Jytte Andersen, der i 1996 gjorde DSB til en såkaldt Niveau 1 virksomhed, der fik mulighed for at klare arbejdsmiljøarbejdet på egen hånd.
»Det viser jo, hvorfor vi lavede arbejdsmiljøsystemet om. Vi kan se her, at det system havde fejl og mangler. Vi gik ind for, at samtlige virksomheder skulle gennemgås, og at man ikke havde et system, hvor nogen selv tilrettelagde det,« sagde Claus Hjort Frederiksen, imens han to gange i løbet af samrådet læste den pressemeddelelse op fra 1996, hvor Jytte Andersen gav DSB den særlige status som foregangs virksomhed.
»Det er jo ikke sådan, at arbejdsmiljøet har fungeret tilfredsstillende. Men det har fungeret efter de retningslinjer og de regler, der var gældende omkring tilsynet,« sagde Claus Hjort Frederiksen, der imidlertid ikke vil forholde sig til, om Arbejdstilsynet burde have givet DSB påbud om at gøre noget ved det akutte problem med dryssende asbest, da tilsynet selv fandt ud af det i 1998 og i 2003.
»Det kan jeg ikke afgøre på stående fod. Med det nye system med screeninger af alle virksomheder kan det ikke forekomme igen. Når jeg læser DSB’s redegørelse kan jeg blot konstatere, at man ikke levede op til det, man lovede,« sagde Claus Hjort Frederiksen.
SF’s Anne Baastrup mener, at ministeren flygter fra, at han har sparet på antallet af sagsbehandlere i tilsynet. Hun mener, at det er grunden til, at Arbejdstilsynet glemte en klagesag om asbest i togene i 2003, hvor tilsynet ellers kunne have skredet ind.
»Ministeren forsøger bare at give skylden videre til sin forgænger i stedet for at erkende, at vi her ser betydningen af, at han har skåret Arbejdstilsynet ned til sokkeholderne,« siger Anne Baastrup.
Jytte Andersen valgte under samrådet at forholde sig tavs til kritikken, da hun var mødeleder, men hun afviser på det kraftigste, at DSB i årevis kunne køre rundt med smuldrende asbest i togene, fordi virksomheden blev fritaget for ordentlig kontrol.
»Vi normaliserede DSB, så Arbejdstilsynet kunne have samme tilgang til DSB som til alle mulige andre virksomheder. Det handlede ikke om, at DSB skulle fredes. Tværtimod,« siger Jytte Andersen.