Den første advarsel kommer klokken ni lørdag morgen, da det strammer om brystet.
Men 54-årige kaptajn Gerner Thalsø Madsen nøjes med at sætte sig ned på sofaen. Kort efter går smerten væk.
Siden han var 17 år har Gerner Thalsø Madsen arbejdet i Forsvaret. Han elsker sit job, som en del af forsvarets helikopterhold, der flyver redningsaktioner både i Danmark og på Grønland.
Det er rart, at det er weekend, for det har været en mere end almindeligt travl fredag. Han trænger til at slappe af hjemme hos konen og børnene på 15 og 12 år.
Hjertestoppet rammer
Men klokken 12 rammer en endnu kraftigere smerte Gerner Thalsø Madsens brystkasse.
Han når lige at kalde på sin kone, inden han falder sammen over køkkenbordet. En ambulance henter ham få minutter senere. Han har fået en blodprop i kranspulsåren.
"Jeg har et hul i hukommelsen. Jeg kan ikke huske, hvad der skete i dagene efter. Jeg ved, at jeg var på et hospital og havde det rigtig skidt en uges tid," siger Gerner Thalsø Madsen.
"Var jeg en god far?"
På Rigshospitalet får han en ballonudvidelse. Først da er han klar nok til at begynde at tænke igen.
"Så rammer tankerne. Har jeg været en god nok far? Er der ting, jeg skulle have gjort anderledes. Kan de klare sig uden mig - familien," siger Gerner Thalsø Madsen.
Var ustabil i lang tid
Det er nu 10 år siden, og i dag er Gerner Thalsø Madsen 64 år. Dengang var det tankerne om familien og sygdommen, der fyldte.
Selv om han meget gerne ville tilbage på arbejdet, gled tankerne om det i baggrunden. For de første par år efter det første anfald var han mange gange ind og ud af hospitalet og fik adskillige operationer.
"Jeg ville utrolig gerne tilbage på jobbet. Men jeg vidste også, at det var urealistisk, når jeg var så ustabil. Hver dag havde jeg angst for at få et anfald," siger Gerner Thalsø Madsen.
Skulle fylde livet
Det var først senere, da han blev mere stabil, at tankerne om jobbet fyldte mere og mere.
"Mit job havde været en meget stor del af mit liv. Jeg skulle jo til at skabe mig en hel ny tilværelse. Jeg kunne ikke flyve mere. Det må man ikke som hjertepatient," siger han.
Gerner Thalsø Madsen gik på førtidspension, men savnede noget at lave, så han begyndte at læse på universitetet, tog en HF, læste engelsk på aftenkursus.
I dag arbejder han som frivillig for partiet Venstre og har søgt ind på Copenhagen Business School for at læse kommunikation.
"Jeg fylder mit liv. Men jeg tror aldrig, jeg ville kunne arbejde igen. Det kræver et job, der er så fleksibelt, at jeg selv kan bestemme over min tid. For med stress kan det gå galt igen. Med frivilligt arbejde kan jeg selv bestemme," siger han.