Den er blevet en turistattraktion med en wow-effekt større end Rundetårn og Den Lille Havfrue til sammen. Fulde polakker har besteget hvalen i Vejle Fjord, men selv ikke det har taget livet af dyret endnu.
"Tingene derude er status quo, den ånder endnu, men i aftes fik vi at vide, at den nok ville dø i løbet af 24 timer," siger vagtchef Henrik Dam til ekstrabladet.dk.
Politihjemmeværnet har sejlet rundt og rundt om hvalen i en båd for at holde selvbestaltede hvalberidere væk, og de kan melde om en rolig nat uden attentat- og indtrængningsforsøg.
"Der er stille og roligt derude, og vi er der så længe, det er påkrævet. Vi vil gerne være med til at sikre, at der er ro omkring hvalen," siger Henrik Dam.
Han opfordrer samtidig alle til at lade den dø i ro og fred, når den er klar til det.
Hvalen var faktisk kommet fri i går i en kort periode, men gik så på grund igen næsten samme sted. Og nu regner man ikke længere med, den formår at slippe levende fra Vejle-egnen.