Straks efter at Socialdemokraterne mandag foreslog, at danske hjemmeværnsfolk skal hjælpe til med at genopbygge det krigshærgede Afghanistan, meldte Hjemmeværnet sig klar til at ryste klichéen om weekendkrigere af sig.
»Hjemmeværnets store force er, at vore medlemmer har en unik kombination af militære og faglige færdigheder,« lød det fra Hjemmeværnets chef, generalmajor Jan S. Norgaard.
Det er manden bag forslaget, forsvarsordfører Per Kaalund (S), enig i.
»Det er helt oplagt, at hjemmeværnsfolk med en baggrund i forsvaret kan deltage i genopbygningen af Afghanistan. Det er nødvendigt, for at vi kan leve op til forsvarforligets målsætninger for den internationale styrke,« siger han.
Forslaget møder bred støtte blandt partierne på Christiansborg. Men det er forsvarledelsen, der skal træffe beslutningen, og forsvarsminister Søren Gade afviser idéen.
»Jeg tror endnu ikke på at udsende hjemmeværnet som en hel enhed,« sagde Søren Gade (V) til Ritzau.
Til februar drager seks danske hjemmeværnsfolk til Irak for at for at hjælpe de danske styrker. Dansk Folkeparti støtter forslaget om at sende hjemmeværnsfolk til Afghanistan, men partiet mener først, at det bliver aktuelt om »et par år«.
»Det er helt naturligt, at Hjemmeværnet skal andet og mere end trafikregulering og den slags opgaver. Når vi kan finde hjemmeværnsfolk til missionen i Irak, kan vi også finde kvalificerede hjemmeværnsfolk til Afghanistan,« siger forsvarsordfører Hans Kristian Skibby (DF).