Et fransk forskerpar blev søndag aften udsat for et hjemmerøveri i deres hjem på Holger Danskes Vej på Frederiksberg.
Tre mænd trængte ind i lejligheden og pressede en pistol mod mandens ansigt. På engelsk med dansk accent forlangte de at få udleveret parrets værdier. Desuden klippede de ledninger til telefon og internet over.
Røverne fik kun et lille beløb i kontanter ud af deres forehavende og meddelte parret, at det ville blive skudt, hvis politiet blev draget ind i sagen.
Det oplyser Station Bellahøj ifølge dr.dk. Politiet ved dog endnu ikke, om røverne gik målrettet efter det franske par.
Røverne er stadig på fri fod. Manden, der truede med pistolen, er 16-25 år, 175-180 centimeter høj og almindelig af bygning. Han var iført hvid hue, stor jakke og store jeans. Den anden røver var samme alder og højde og iført samme slags tøj, men dog kraftig af bygning, mens den sidste var 16-20 år og almindelig af bygning.