En ældre nordjyde fik sig lørdag aften en slem overraskelse, da han blev mødt af to maskerede hjemmerøvere i sit eget køkken.
Den 83-årige mand, som bor alene på en landejendom i nærheden af Vrå, blev truet med en økse af gerningsmændene, som også viste sig at være voldelige.
- Han har ikke yderdøren låst, og så hører han pludselig, at der er noget ude i køkkenet. Og så bliver han overrasket af to personer, der er trængt ind og siger, at de vil have penge, fortæller vagtchef Poul Badsbjerg fra Nordjyllands Politi.
- De skubber til ham, så han falder. Så presser de ham op og puffer til ham med økseskaftet og slår ham i hovedet på den måde, tilføjer vagtchefen.
Derefter stak gerningsmændene af med et mindre pengebeløb og efterlod deres forslåede offer på landejendommen.
- Han er bragt til Hjørring Sygehus og er indlagt til behandling. Han har skader i ansigtet og buler i hovedet, men det er ikke livstruende, fortæller Poul Badsbjerg fra Nordjyllands Politi
Signalementet af de maskerede gerningsmænd er sparsomt, men der skulle være tale om yngre mennesker, der beskrives som dansktalende og i 17-20-års alderen.
Hjemmerøveriet fandt sted ved 21-tiden lørdag aften, og politiet har siden været i gang at undersøge stedet med hunde.
Hjemmerøverier, hvor gerningsmændene ikke kender offeret i forvejen, straffes forholdsvis hårdt. Udgangspunktet er fængsel i fem år.
/ritzau/