To muskuløse mænd, der taler sjællandsk, efterlyses af politiet efter et groft hjemmerøveri i Børkop tidligt fredag morgen. Offeret er en kvinde på 47 år.
Hun fik sat tape for munden, ligesom hendes hænder blev bundet sammen med strips, oplyser politiet ifølge dagens.dk.
Ved halv sekstiden vågnede kvinden i sit soveværelse ved, at en fremmed mand stod ved hendes seng med et koben i hånden.
Senere stak denne og en anden mand af sted med kvindens Skoda Fabia, et dankort, 1000 kroner i kontanter samt personlige papirer.
- Vi håber, at nogen har set eller hørt noget, siger Carsten Thostrup fra lokalpolitiet i Vejle ifølge dagens.dk.
Skoda'en blev fundet godt halvanden kilometer fra offerets hjem. Så røverne er nok fortsat i et andet køretøj.
Mændene er mellem 30 og 40 år, og begge skjulte deres ansigter med en motorcykelhue og et tørklæde.
Hjemmerøverier, hvor gerningsmændene ikke kender offeret i forvejen, straffes forholdsvis hårdt. Udgangspunktet er fængsel i fem år.
/ritzau/