To mænd, der i går blev anholdt for hjemmerøveri og voldtægt, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Det besluttede Retten i Nykøbing Falster i dag.
Ifølge sigtelsen opsøgte de to mænd på 16 og 28 år en 60-årig kvinde i Søllested på Lolland i går. Den ene gerningsmand voldtog kvinden, hvorefter hjemmerøverne tvang hende med ud på en køretur for at hæve penge ved en kontantautomat. Kvinden stak imidlertid af fra dem.
Det fik dog ikke de to mænd til at stoppe deres togt. Ifølge politiet fortsatte de nemlig videre til Sakskøbing, hvor de begik hjemmerøveri hos en 61-årig kvinde. Hun blev truet til at udlevere penge med en pistol, hvorefter gerningsmændene stjal hendes bil og stak af.
Flugtbilen blev dog hurtigt set af vidner, der henvendte sig til politiet, der så kunne anholde de mistænkte.
Den 28-årige mand var i forvejen efterlyst af politiet, fordi han var stukket af fra afsoningen af en dom for et overfald.
De to mænd kan nu se frem til fire uger bag tremmer. Den ene af dem valgte imidlertid at kære fængslingen.